Sider

30.01.2013

Chanel Chanel Chanel

Så er Chanels Le Vernis spring collection 2013 kommet.




Er meget begejstret! Accessoire og Emprise skal jeg helt sikkert eje, synes virkelig de begge er fine her til foråret. Fracas er lidt for barbie-pink til min smag, så den springer jeg over. Har i forvejen både Suspicious og Splendeur, som også er i pink nuancer. 








Og lakken jeg aldrig fik fingrene i.....





29.01.2013

Malerier

Lille udpluk af mine malerier. 


Min kæreste er tosset med sci-fi, derfor Blade Runner


Min kæreste og jeg synes rigtig godt om pop art stilen og derfor har jeg malet disse billeder med The Who til vores lejlighed. Tæppet på billedet er iøvrigt hjemmelavet!



Billedet af Kim Larsen har jeg malet til min onkel og tante i sølvbryllupsgave.

27.01.2013

Brunsviger

Forleden var svigermekanikken til middag og da svigermor er fra Sydfyn, var det jo oplagt at servere den fynske specialitet, brunsviger, til kaffen. Der findes utrolig mange opskrifter på brunsviger. Jeg kan personligt godt lide at kagen har smag af kardemomme og så jeg elsker Meyers remonce, hvor der både er tilsat kanel og marcipan - MUMS!





Brunsviger a'la Meyer

25 g gær
2 1/2 dl lunkent vand
1 æg
50 g sukker
450-500 g hvedemel
5 g salt
40 g blødt smør
1 knivspids kardemomme

Remonce:
60 g revet marcipan
150 g brun farin
1 spsk kanel
125 g blødt smør
1/2 dl sirup
Lidt ekstra brun farin til at drysse ovenpå

Rør gæren ud i det lunkne vand. Rør ægget i, og tilsæt sukker, salt, kardemomme og hvedemel. Ælt det hele sammen og tilsæt lidt efter lidt det bløde smør. Dejen æltes sammen til den er glat og smidig. Lad dejen hvile i ca 30 min.
Rul dejen ud på et meldrysset bord og læg den i et smurt fad. Tryk små huller/fordybninger i dejen med fingrene, så remoncen rigtig kan samle sig i hullerne.

Rør ingredienserne til remoncen godt sammen og fordel på dejen. Drys til sidst ekstra brun farin ovenpå remoncen, så der kommer "knas" i kagen.

Lad brunsvigeren hæve en times tid. Bag brunsvigeren ved 200° i ca. 18 min.

Kagen bliver hurtig tør og skal derfor gerne spises indenfor 6 timer, men det burde ikke være noget problem.







25.01.2013

Hjemmelavet nutella

Nutella til "voksne"


Jeg eeeeeelsker nutella og denne her opskrift er pragtfuld. Det tager kun et øjeblik at lave og bedst af alt så smager det godt igennem af chokolade.
Jeg plejer at bruge 150g 70% chokolade og 100g 80% chokolade, da jeg godt kan lide den kraftige chokolade smag. For en mere børnevenlig version vil jeg anbefale 150g lys chokolade og 100g mørk chokolade.


Til 2 glas bruges;

250 g chokolade 
3 dl piskefløde
60 g hasselnødder
50 g smør


Rist hasselnødderne i ovnen ca 10 min ved 160 grader til de er gyldne. Når nødderne er afkølet gnides skallerne af. Kom hasselnødderne i en foodprocessor eller hak dem fint. Hak chokoladen fint og kom chokoladen i en skål. Varm fløden op til kogepunktet og hæld ca halvdelen over chokoladen. Tilsæt langsomt mere og mere fløde til chokoladen er smeltet. Skær smørret i små terninger og vend i chokoladeblandingen. Når smørret er smeltet, tilsættes de hakkede hasselnødder. Vend massen godt sammen og hæld på rengjorte/skoldede glas.


Nutellaen kan holds sig ca. 2-3 uger på køl - Hvis den får lov at holde så længe! 





24.01.2013

Samer armbånd

Homemade samer armbånd


Samer armbånd er blevet yderst populære, men selvom de er populære og ikke mindst super fede, så var jeg ved at falde bagover da jeg så prisen på dem. Det kan godt være, at de er lavet af rensdyrskind og hornknapper, ligesom Samerfolket i Norden laver dem, men jeg er altså for nærig til at give 500-800 kr for et læder armbånd. Flere laver og sælger dem billigere på Trendsales, men synes alligevel at det ville være sjovt at prøve at lave dem selv.
Et smut i Panduro gjorde mig klogere på selve metoden til at lave armbåndene og det så overraskende let ud.
Jeg er heldig at have "arvet" en masse læderrester fra min mormor samt at have samlet alverdens knapper gennem årene, manglede derfor kun tin- og nylontråd, som jeg købte i Panduro. Så gik jeg ellers i gang og vupti - hjemmelavede samer armbånd. Det miderste blev lavet forleden og er lidt mere kompliceret at lave, da jeg har flettet med fire og i to forskellige materialer.




Det er egentlig ikke fordi det er svært at lave samer armbånd selv, men det tager tid og kræver tålmodighed. Samtidig er det en fordel at være en anelse fingernem, hvis man kaster sig ud i projektet.
Jeg har desværre ikke fået taget billeder undervejs, men arbejder på at lave en DIY.

19.01.2013

Hæklet garder

Endnu en til veninden (og hendes lille dreng) . Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at hækle denne rangle til min venindes skønne lille dreng. Opskriften er fra Frøkenen og baronen, se HER. Men farverne har jeg ændret en smule.


Hæklet barnevognskæde

Barnevognskæden hæklede jeg til min veninde, da hun ventede en lille dreng.



Uglerne er fra bogen "Flere hæklede dyr" af Maja Hansen, som jeg klart må anbefale. Der er så mange fine små dyr og ideer til bla. suttesnore og rangler. Tjek evt. Maja's blog HER.
Jeg tilføjede en lille strop/løkke på toppen af uglerne så de kunne hænge på snoren. Trækuglerne er købt i Panduro hobby og trukket på en tyk nylonsnor, men lædersnor kan også bruges. I hver ende af kæden har jeg sat en krokodilleklemme, som også er købt i Panduro. Kæden er så fin og kan laves med forskellige slags dyr ligesom Sebra's.

18.01.2013

Udsalgsfund

Hvem elsker ikke udsalg, specielt når man virkelig gør et godt fund (eller flere). Jeg er faldet over disse skønne ting, som jeg absolut måtte eje.




Jeg kommer ofte i Bahne, da jeg synes de har mange lækre ting samt et utroligt bredt udvalg af blandt andet Hay, Royal Copenhagen og Le Creuset. Jeg var forbi på udsalg og fandt flere uundværlige ting. Hays plissé mapper var nedsat med næsten 70%, og endte med at købe både en neongul og orange. Jeg tænker at de er perfekte til opbevaring af alle mine løse opskrifter og udklip, der ellers ligger og flyder. "Kopperne" fra Normann Copenhagens mormor stel, skal jeg bruge til krydderurter i køkkenet el hyacinter. Fik dem for kun 30 kr stk! Toppen er fra Second Females vinterkollektion og skal helt sikkert bruges til forårets fester. Fandt den til halv pris - virkelig et SCOOP! Var selvfølgelig også et smut i Magasin, hvor jeg "kom til" at købe Chanel Le Vernis Coco blue på bud. Så endnu en til samlingen, men neglelak får man jo aldrig nok af. Sidst men ikke mindst, købte min kæreste denne flotte løgkrukke fra Le Creuset på udsalg i december måned. Den står flot i vindueskarmen i køkkenet, men mangler en makker til hvidløg. 

13.01.2013

Hæklet halstørklæde

Årets første hækleprojekt blev et halstørklæde og så endda et stort et af slagsen. Jeg elsker simpelthen tørklæder og af en eller anden grund synes jeg altid, at jeg står og mangler et i en bestemt farve eller mønster. Jeg har på det seneste hæklet både til min mor, lillebror og kæreste, og tænkte at nu måtte det være min tur. Jeg er vild med basketweave stitches, har brugt netop disse til tørklædet. Farven på tørklædet er "nude", da jeg i forvejen ejer både et navy og et gråt. Det armygrønne på sidste billede er lavet til kæresten.





Opskrift på hæklet tørklæde

Nål # 10

12 nøgler Monza garn, ca 50 g. Købt I Super Brugsen.



  • Slå 189 lm op ( antallet skal være deleligt med 8 og der lægges yderligere 5 lm til).
  • Start i 3 lm fra nålen og lav en række stangmasker (stgm). Vend med 2 lm.
  • Herefter hækles *4 stgm foran stangen i de næste 4 stgm, 4 stgm bagom stangen i de næste 4 stgm* Hækl 1 stgm i sidste lm og vend med 2 lm. Gentag to rækker på samme måde. Vær opmærksom på at hækle foran og bagom stangen i samme masker som før. 
  • Efter tre rækker ændres mønsteret og der hækles bagom stangen, der hvor der før blev hæklet foran og omvendt. Fortsæt som ovenfor og vend mønsteret igen efter tre rækker osv. Slut af og hæft enden.
Det nude-farvede tørklæde er hæklet af tykt garn og derfor har jeg kun hæklet 9 rækker (3 mønsterskift), mens jeg har hæklet 15 rækker i det armygrønne (5 mønsterskift), som er meget tyndere. 

12.01.2013

Årets julegave fra Fjällräven

Fik denne super fede duffelbag i julegave af min kære lillebror. Det morsomme er, at jeg også havde købt tasken til ham - endda i samme farve. Tasken har en perfekt størrelse til weekendture, træning eller når der bare ikke kan presses mere ned i MJ-tasken. Tasken hedder Duffel no. 4 og er fra Fjällräven. De fleste husker nok Fjällräven for deres lidt nørdede "folkeskole" rygsæk, men nu har rygsækken nærmest opnået kultstatus og går vidst aldrig af mode igen. Jeg er sikker på at tasken vil bliver brugt flittigt.

08.01.2013

Hæklet abe

Så blev den lille fyr færdig......







Istedet for at sy arme og ben fast, har jeg trukket en lædersnor igennem, så aben er mere bevægelig, ligesom originalen. Synes selv resultatet er blevet rigtig fint.

Jeg arbejder på en DIY, så opskrift følger senere :-)

Palæobrød

I december var jeg til julefrokost med familien. En julefrokost som traditionen tro indebar et ganske overdådigt julebord og ikke ligefrem det sunde et af slagsen. Men nu er december heller ikke den måned, hvor man tænker mest på fedtfattig mad og sundhed.
Et sundt element var dog sneget i brødkurven, nemlig et stenalderbrød. Det viste sig, at min onkel er begyndt at leve efter stenalderprincippet, Palæo, og havde derfor bagt sit eget "rugbrød". Jeg nåede desværre ikke selv at smage brødet, men det så helt fantastisk lækkert ud med massevis af kerner og nødder. Jeg er ikke sikker på, at jeg selv vil kunne leve fuldstændig efter stenalderprincippet, men tænker at brødet kan være et sundt alternativ i hverdagen. Jeg har fundet en opskrift i Politikken af Thomas Rode, som er absolut fantastisk, men har lavet enkelte ændringer.



Palæobrød - helt uden mel

100 g mandler
100 g valnødder
100 g solsikkekerner
100 g græskarkerner
100 g hørfrø
100 g sesamfrø
3/4 dl økologisk olivenolie
5 øko æg
2 tsk salt
Birkes til at drysse ovenpå brødet (kan udelades eller erstattes med sesamfrø el hørfrø)

Bland alle ingredienser i en skål. Hæl massen i en smurt rugbrødsform/silikone form og drys med birkes. Bag brødet 1 time ved 160 grader. Voila - sundt og lækkert brød uden mel.I princippet kan alle former for kerner og nødder bruges.

 

02.01.2013

Bordeaux - gotta love it

Jeg ønsker mig........


Halskæde, Lea fra Second Female // Neglelak, Malice fra Chanel // Sneakers fra New Balance U410 // Strik fra Second Female.

Halskæden har jeg længe ønsket mig. Jeg har den allerede i en større udgave i sølv/metallic, som jeg er super glad for og bruger jævnligt. Den er dog meget "shiny", mens den sorte er en anelse mere afdæmpet og passende til hverdagsbrug. Neglelakken fra Chanels julekollektion 2012 - limited edition må jeg bare have fingrene i. Den er så fin og mangler en mørkerød lak til samlingen herhjemme. De bordeaux sneaks er så fede, har længe overvejet at skifte et par all stars ud med disse. Desværre er de udsolgt i min størrelse, men måske jeg er heldig at finde dem en dag. Strikken har jeg allerede bestilt på nettet. What's not to like - den er bordeaux og vil være super fed til et par sorte jeans og måske den sorte halskæde (som jeg nok også "bliver nødt til" at anskaffe mig).